Thomas der gerne vil være Maskinmester

Thomas Lilja Schøn strøm

Thomas der gerne vil være Maskinmester

I Elstyrken har vi en lang tradition for at uddanne næste generation af elektrikere og i år har vi skrevet historie med vores første EUX-elev, som både har bestået sin svendeprøve og studentereksamen.

Thomas Lilja Schøn har hele tiden vidst, at han gerne vil være Maskinmester og derfor valgte han EUX-vejen. EUX er en ungdomsuddannelse hvor man både får en studentereksamen og en erhvervsuddannelse:

“Det fede ved den kombination er, at jeg nu er blevet uddannet håndværker, men at jeg også har en gymnasial uddannelse, HTX. Det betyder, at jeg altid har noget at falde tilbage på. Og udover det så sparer jeg 1,5 år på Maskinmesteruddannelsen. Det er også værd at tage med,”

— indleder Thomas og fortsætter:

”EUX-uddannelsen er forholdsvis ny, og det har forløbet også båret præg af, men alt i alt har det været en god oplevelse. Kombinationen af teori og praktik er god og klart noget, jeg vil anbefale til andre, der overvejer en håndværkeruddannelse.”

Grøn omstilling på skemaet

I Elstyrken er vi i gang med den grønne omstilling, og det er en omstilling, som Thomas har fulgt tæt: ”Jeg har altid været glad for at være i Elstyrken, men på det sidste synes jeg virkelig, de har oppet sig og erkendt, at de, som en del af installationsbranchen, er særligt forpligtede til at gøre en indsats og aktivt søge at gøre en forskel i den grønne omstilling. Derfor synes jeg også, det var naturligt for mig at skrive om lige netop den rejse i min EOP-opgave (EOP svarer til den gymnasiale SRP). Et af de store emner i den opgave var, hvordan man undgår Green Washing.”

En god dreng, der ved hvad han vil

Fra kollegaerne lyder der kun rosende ord om Thomas, og Michael, som har været makker med Thomas de sidste år fortæller:

”Jeg blev lidt overrasket, da jeg mødte Thomas første gang. Han ved, hvad han vil og så er han ekstremt disciplineret. Han har sine holdninger og er ikke bange for at ytre dem, det synes, jeg er fedt. Det eneste der er lidt irriterende er, at han allerede begyndte at lave dåserne pænt, inde jeg nåede at rette ham. Han er virkelig en god dreng.”

Og selvom Thomas snart er på vej videre til at blive Maskinmester, så har han tænkt sig fortsat at følge med:

“Jeg vil helt sikkert anbefale Elstyrken som arbejdsplads – du får de bedste kollegaer og en chef, der engagerer sig. Og så er de på en spændende rejse om at gøre en forskel i den grønne omstilling.”

— Thomas Lilja Schön